Få gratis hjælp til ryge- og nikotinstop allerede i januar 2023
Er dit nytårsforsæt et stop med rygning eller andre nikotinprodukter? Så kan du sammen med andre få gratis hjælp i Sundhedscenter Skive, som støtter og guider dig gennem dit rygestop.
Uanset om du gerne vil stoppe med at ryge, bruge snus, dampe eller stoppe med andre nikotinprodukter, så er der hjælp at hente – et ryge- eller nikotinstop er en god beslutning, men det kan være svært. Erfaring viser, at der er størst chance for at lykkedes med et stop, hvis du får støtte undervejs. Den støtte kan du få hos Sundhedscenter Skive, der står klar til at hjælpe dig.
Fællesskab og støtte gør borgere røgfri
Tove, der i øjeblikket er deltager på et rygestopforløb i Sundhedscenter Skive, har haft stor glæde ved at deltage. Hun har nemlig fået meget mere glæde og overskud i sin hverdag:
- Jeg tilmeldte mig et rygestopforløb, da jeg gerne ville være røgfri og møde andre, som også ønskede at stoppe med at ryge. Vi er nu godt i gang med rygestopforløbet og jeg har fået meget ud af det. Nu har jeg været røgfri i 2 måneder og føler mig allerede mere frisk og har mere energi, end da jeg røg. Jeg sover bedre og får flere ture end tidligere og her genoptaget kreative sysler såsom at strikke og bage. Min familie og omgangskreds bakker mig op og jeg kan mærke, at mit rygestop også betyder noget for dem. Den anden dag, havde jeg besøg af mit lille barnebarn og det var en befrielse at kunne være sammen med hende hele tiden uden at skulle forlade hende for at gå udenfor og ryge.
Det er nemmere at blive røgfri, hvis du får hjælp
Undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen viser, at 20-30% bliver røgfri, hvis de får hjælp til deres rygestop. Der er mange måder og steder, hvor du kan få hjælp til dit rygestop, men størst effekt har et rygestop, hvor du kombinerer professionel vejledning med rygestopmedicin eller nikotinerstatning.
Ryge- eller nikotinstopvejlederen kan for eksempel hjælpe med, hvordan man håndterer rygetrang, men kan også komme med viden og spørgsmål, der kan give anledning til refleksion.
- Det gode ved at deltage i et gruppevejledningsforløb er, at deltagerne kan følge andre i samme situation, hvilket kan give ekstra støtte og motivation. Jeg oplever ofte, at deltagerne er gode til at sparre med hinanden og hjælpe hinanden, siger Linda Ann Jensen, der er ryge- og nikotinstopvejleder.
Fakta om ryge- og nikotinstopforløb
Sundhedscenter Skive tilbyder gratis ryge- og nikotinstopforløb. Et forløb består af:
6 møder
Mindre hold, hvor alle har et ønske om at stoppe med rygning eller nikotinprodukter
Hvert møde har et tema, som er relevant i forhold til rygestoppet
Der starter nye forløb i Sundhedscenter Skive den 11. januar 2023 (kl. 16.30 – 18.00) og i Pulsen i Balling den 12. januar 2023 (kl. 9.30 – 11.00).
Tilmelding kan ske til Sundhedscenter Skive på telefon 9915 7300 eller her på siden.