
Sammen om et nikotinstop
Blandt deltagerne er både kolleger, kærester, ægtefæller venner og naboer, som alle deltager under sloganet ”Vi gør det sammen”. De er enige om, at nu skal det altså være, og derfor har de meldt sig til forløbet i Sundhedscenter Skive. Sammen skal de i tre uger støtte hinanden i at stoppe med cigaretter, snus eller e-cigaretter, for til sidst at stå sammen på målstregen og kunne sige, at de har kvittet sammen.
Ryge- og nikotinstopvejleder Linda Ann Jensen, fra Sundhedscenter Skive er da heller ikke i tvivl om, at det har stor betydning, at man kan planlægge sit stop sammen med andre:
- Vi ved fra tidligere, at det er nemmere for nogen at stoppe, hvis man er sammen med andre og kan støtte hinanden. Det er uanset om man har taget naboen eller kollegaen under armen eller man kommer alene og bliver en del af det fællesskab vi tilbyder med forløbet. Ved at tilmelde sig forløbet, har man taget det første skridt mod et fælles stop. Vi ved, at man har op til 5 gange større chance for at blive røg- og nikotinfri hvis man følger et vejledningsforløb og evt. bruger nikotinerstatning, siger hun.
Første gang forløbet afholdes i Skive Kommune
Det er første gang Sundhedscenter Skive starter så mange borgere op på et nikotinstopforløb på samme tid og de er derfor både glade og overvældede over den store interesse, der er for at lægge røg, damp eller snus på hylden blandt borgere i Skive Kommune.
Med Skive Kvitter afprøves en ny måde at afholde ryge- og nikotinstopforløb på. Ryge- og nikotinstopvejleder Linda Ann Jensen fortæller:
- Vi vidste, at andre kommuner har haft stor succes med at tilbyde lignende forløb og derfor var vi selvfølgelig klar til at prøve det af, da vi fik mulighed for at tilbyde forløbet i et samarbejde med 4 andre Midt- og Vestjyske kommuner og Kræftens Bekæmpelse.
En blandet gruppe der starter
Med forløbet Skive Kvitter er det da også lykkedes at nå ud til borgere, som måske ikke tidligere har været opmærksomme på Sundhedscenter Skives tilbud om fx rygestop. Linda Ann Jensen fortæller om dette:
- Jeg har forud for starten været i kontakt med alle deltagerne og kan se, at de er bredt repræsenteret både aldersmæssigt og geografisk i kommunen. Nogle har røget i rigtig mange år, men har nu besluttet sig for, at nu skal det være, hvis de skal i gang med et fx rygestop. Størstedelen af deltagerne ønsker at starte et rygestop, men jeg har også talt med deltagere, som har et ønske om at stoppe med andre nikotinprodukter.
Fakta om forløbet
- Forløbet starter den 5. september kl. 17.00 – 18.30 i Skive Sundhedshus
- Forløbet består af 6 mødegange med et kort fælles oplæg og dialog i mindre grupper med fast sundhedskonsulent
- Forløbet er gratis, og man skal ikke være røg- eller nikotinfri, når man starter
- Der starter tilsvarende forløb i uge 36 i Silkeborg, Viborg, Ikast-Brande og Holstebro kommuner
- I de 5 kommuner er i alt over 250 borgere klar til at starte deres ryge- eller nikotinstop på forløbene
Flere informationer om forløbet