Har du overvejet at lægge røg, damp eller snus på hylden? Hvis du overvejer at ændre vaner og slippe afhængigheden af nikotin, så er der hjælp at hente i Sundhedscenter Skives nye ryge- og nikotinstoptilbud - Skive Kvitter - røg, damp og snus.
Sundhedscenteret har samlet de bedste værktøjer, den nyeste viden og de dygtigste vejledere til at understøtte beslutningen om at blive røg- og nikotinfri, siger Sundhedskonsulent Linda Ann Jensen. Forløbet indeholder oplæg om for eksempel motivation, forberedelse til stop og oplæg fra tidligere ryger. Hver gang man mødes, er man også en del af en mindre gruppe med en fast rygestopvejleder tilknyttet.
- Vi har erfaring fra tidligere, at det er nemmere for nogen at stoppe, hvis man er sammen med andre og kan støtte hinanden. Vi vil gerne samle op til 50 deltagere, der vil stoppe med at ryge eller bruge nikotinprodukter og opfordrer til, at man tager sin partner, ven/veninde, nabo, kollega osv. med, så det er noget man gør i fællesskab, fortæller sundhedskonsulent Linda Ann Jensen.
Præmier på spil
Til hvert møde i forløbet bliver der trukket lod om forskellige præmier. Præmierne skal være med til at fasthold motivationen, da de er et synligt bevis på, at man lykkes med sit ryge- eller nikotinstop.
Mange muligheder for ryge- og nikotinstop
Er Skive Kvitter ikke det rigtige tilbud, så har Skive Kommune flere muligheder for ryge- og nikotinstopforløb. Det kan fx være individuelle- eller gruppeforløb i Sundhedscenter Skive. Forløbne kan være online, på telefon eller foregår i naturen.
- Vi tager imod alle som kontakter os eller bliver henvist. I den første samtale - oftest i telefonen - handler det om at finde præcist det tilbud, som passer bedst til mennesket i den anden ende. Det kan være i forhold til tid og form på indsatsen eller stedet, fortæller sundhedskonsulent Linda Ann Jensen.
Forløbet afholdes i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Skive.
Yderligere oplysninger
Kontakt gerne Sundhedscenter Skive på telefon 9915 7300 for flere oplysninger.