Skive Kvitter røg, damp og snus er nu afsluttet for denne omgang - med stor succes.
Deltagerne på Skive Kvitter mødtes for sidste gang den 24. oktober og forløbet er nu afsluttet efter 6 mødegange.
- Vi er overvældede over den interesse, der har været for forløbet og over de gode resultater, der har været blandt deltagerene på holdet. Vi er blevet bekræftede i, at det bare betyder rigtig meget for succesen med et ryge- eller nikotinstop, at man deltager i et forløb, hvor man kan få værktøjer til sit stop - men også får mulighed for at opleve et fællesskab og støtte fra andre deltagere, fortæller ryge- og nikotinstopvejleder Linda Ann Jensen om forløbet.
Der har været stor interesse for forløbet, hvorfor det oprindelige max på 50 deltagere blev hævet, så alle 58 tilmeldte fik mulighed for at deltage.
38 deltagere har gennemført forløbet og flere er lykkedes med at ændre ryge- og nikotinvanerne, så de ryger mindre eller helt har droppet cigaretterne eller nikotinen efter forløbet.
- Det har været overraskende godt at deltage i Skive Kvitter. Jeg kom med et åbent sind, men også med en vis skepsis. Hvad kunne de lære eller fortælle mig, som kunne få mig til at stoppe med at ryge”, fortæller Henrik, som har deltaget i forløbet.
- Jeg havde heller ikke en stor tiltro til, at en fælles stopdag ville have en betydning, men der tog jeg fejl, fortsætter Henrik, som også er en af de deltagere, der har været røgfri siden stopdagen.
Fællesskabet på Skive Kvitter har haft stor betydning og har været et af grundene til at mange har holdt fast i forløbet.
Om fællesskabet fortæller Henrik:
- Det har også haft stor betydning at vide, at man ikke var alene om det. Jeg har været en del af en god gruppe, hvor vi i fællesskab har støttet og hjulpet hinanden. Det har også betydet, at jeg har glædet mig til tirsdagene og set frem til at høre hvordan det var gået.
Ryge- og nikotinstopforløb
Overvejer du også at blive røg- eller nikotinfri? Så starter vi løbende nye forløb.